Lærling

Hvis du gerne vil uddanne dig til et bestemt håndværk eller fag, kan du vælge at gå i lære. Du får efterfølgende et bevis på at du har de nødvendige færdigheder og viden indenfor det givne område. Eksempler på fag, hvor man ofte finder lærlinge er tømrer, elektriker, mekaniker, kok og frisør.

Hvad er en lærling?

En lærling er en person, der gennemgår en erhvervsuddannelse for at lære et specifikt håndværk eller fag ved at kombinere praktik på en arbejdsplads og teoretisk undervisning. Som lærling arbejder man hos en arbejdsgiver på en elevplads, hvor man vil få mulighed for at udføre forskellige arbejdsopgaver og få erhvervs erfaring.

Hvad er kravene til lærlinge?

For at du kan blive lærling er der flere krav og ansættelsesvilkår, som både du og arbejdsgiveren skal opfylde. Kravene sikrer, at du får en god uddannelse og de nødvendige færdigheder til at blive kvalificeret inden for det fag der er valgt.

Nedenfor kan du se nogle af de krav der er til at kunne komme i lære:

Uddannelsesaftale - Et af de vigtigste krav er, at der skal indgå en skriftlig uddannelsesaftale mellem lærlingen og arbejdsgiveren. Denne aftale beskriver oftest uddannelsens vilkår, varighed, arbejdsopgaver, løn, osv.

Arbejdsgivernes uddannelsesbidrag - Et andet krav er at arbejdsgiveren skal betale et bidrag til lærlingens skoleophold og øvrige uddannelsesomkostninger.

Skoleophold - En del af uddannelsen er at elever og lærlinge skal deltage i skoleophold, hvor de får teoretisk undervisning. Skoleopholdene kan være fordelt over hele uddannelsesperioden og skal være fastlagt i uddannelsesaftalen.

Praktiske og personlige egenskaber - Arbejdsgivere kan have krav til lærlingens egenskaber. Det kan være alt fra interesse, engagement, osv.

Løn

En lærling får løn fra den virksomhed, hvor de har deres læreplads. Typisk stiger lønnen hvert år, i takt med at lærlingen opnår mere erfaring og flere kompetencer.

Lønnen kan variere alt efter overenskomsten på arbejdspladsen, som fastsætter løn og andre vilkår. Dog gælder særlige regler for lærlinge, der sikrer at de får en rimelig løn under uddannelsen.

I nogle overenskomster er der bestemmelser om pension, som betyder at lærlingen også begynder at optjene pension under deres uddannelse.

Bliver du syg som lærling, og skal forlænge din uddannelse, gælder der særlige regler for løn i forlængelsesperioden. Det er derfor vigtigt at læse sin uddannelsesaftale igennem, så du er sikker på hvilke vilkår der gældende for dig.

Ferie

Ligesom alle andre ansatte, har elever og lærlinge også ret til ferie. Elever og lærlinge er omfattet af ferieloven, som gælder for alle lønmodtagere i Danmark. Du optjener dermed ret til ferie med løn, når du er under uddannelse. For hver måned man arbejder, optjener man 2,08 feriedage.

Hvis du som elev eller lærling stopper i din stilling, før du har afholdt al ferie, har du ret til at få udbetalt feriepenge for de resterende dage.

Barsel

Lærlinge har ret til barsel ligesom andre ansatte, og kan tage barselsorlov under samme vilkår som enhver der er i arbejde. Under barsel er lærlingen beskyttet mod opsigelsen. Arbejdsgiver må altså ikke opsige en lærling grundet barsel.

Overarbejde

Der findes regler for overarbejde, som sikrer at lærlinge ikke arbejder for mange timer, og får korrekt kompensation. Arbejder du over 37 timer i ugen som lærling, betragtes det som overarbejde. Overarbejde skal enten kompenseres med betaling, som er højere end normale timeløn, eller med afspadsering.

Som lærling skal du altid have mulighed for at afvise overarbejde, især hvis det påvirker din skolegang eller hviletid.