11-timers reglen
Der findes forskellige regler for arbejds- og hviletid. En af disse regler hedder 11-timers reglen. Dette betyder, at du som udgangspunkt har krav på en hvileperiode på 11 timer inden du møder på arbejde igen. Men som altid er der ingen regler uden undtagelser, dem kan du blive klogere på her.
Hvad er 11-timers reglen?
Kort forklaret betyder 11-timers reglen, at din arbejdstid som skal udgangspunkt skal planlægges, sådan at du som minimum har 11 timers sammenhængende hvile indenfor hver periode på 24-timer.
Afvigelser
Inden for nogle bestemte erhverv er der særlige aktiviteter, som giver din leder mulighed for at nedsætte hviletiden til 8 timer eller udskyde hvileperioden.
Nedsat hvileperiode
Hvileperioden kan nedsættes, dog ikke til mindre end 8 timer, ved nedenstående former for arbejde:
-
Holdskifte i virksomheder med flerholdsdrift. Nedsættelsen kan ske ved både ordinært og ekstraordinært holdskifte.
-
Landbrugsarbejde indtil 30 dage i et kalenderår.
-
Virksomhedens årlige regnskabs- og statusopgørelse eller udsalg, men højst 14 dage i et kalenderår.
-
Arbejde i lagre og butikker de sidste 14 dage før juleaften.
-
Mødevirksomhed, kulturelle arrangementer o. lign. i forbindelse med arbejde, som normalt bliver udført om dagen, men hvor det er mere hensigtsmæssigt at lægge det i aftentimerne af hensyn til andre personer. Bemærk, at nedsættelsen højst kan ske 20 gange i et kalenderår og kun i de tilfælde, der er nævnt i bilaget til bekendtgørelsen (f.eks. skole-hjemsamtaler eller forældremøder i skolen)
Kompenserende hvileperioder
Skulle det ske, at din arbejdsgiver nedsætter eller udskyder din hvileperiode, skal du have tilsvarende hvileperiode kompenseret hurtigst muligt.
Kontakt os, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål til en eventuel nedsat hviletid.
Hviletid ved transport- og rejsetid
Helt almindelig transport mellem dit hjem og faste arbejdsplads tæller som en del af din daglige hvileperiode.
Er du blevet bedt om at køre fra dit eget hjem til et bestemt arbejdssted, tæller det som arbejdstid så snart du sætter dig i bilen og kører afsted til arbejdet - det samme gør sig gældende retur, dog kun hvis rejsetiden overskrider din normale rejsetid.
Skal du møde et helt andet sted?
Så hvis du skal møde et helt andet sted end din faste arbejdsplads (hvis du f.eks. bor i Jylland, men har et møde på Sjælland) betyder det, at den ekstra transporttid tæller som almindelig arbejdstid – og derved ikke kan tælles med som sammenhængende hvileperiode.
Hvad sker der, hvis min arbejdsgiver ikke overholder 11-timers reglen?
Din arbejdsgiver kan risikere at få en bøde, hvis 11-timers reglen ikke overholdes. Reglen hører under lov om arbejdsmiljø og derfor er det Arbejdstilsynet, der er administrativ myndighed i forhold til tilsyn mv. og som kan rejse en straffesag mod arbejdsgiveren.
Har jeg ret til erstatning?
Som medarbejder har du ikke ret til erstatning eller godtgørelse, hvis din arbejdsgiver overtræder 11 -timers reglen. Hvis du mener, at 11-timers reglen ikke overholdes, kan du henvende dig til arbejdsmiljørepræsentanten på arbejdspladsen og i mangel heraf til Arbejdstilsynet.
Undtagelser ved 11-timers reglen
Der findes nogle særlige undtagelser ved 11-timers reglen. Nedenfor kan du se hvad og hvem der ikke er omfattet af reglerne om en daglig hvileperiode:
-
Arbejde, der udføres i den ansattes hjem
-
Arbejde i arbejdsgiverens private husholdning
-
Arbejde, der udelukkende udføres af medlemmer af arbejdsgiverens familie, der hører til vedkommendes husstand
-
Repræsentanter og agenter, der arbejder uden for virksomhedens faste arbejdssted
-
Personer i overordnede stillinger, der udelukkende eller hovedsageligt udfører arbejde af ledende art, og som ikke er forpligtet til arbejdstidsmæssigt at følge dem, de skal lede, eller følge en forud fastlagt arbejdsturnus
-
Personer i overordnede stillinger, der på grund af specialviden eller lignende forhold har en særlig selvstændig stilling, inden for de former for arbejde, der er omfattet af bilaget.
-
På enkelte overenskomstområder kan der være indgået aftaler, der ændrer på den generelle regler for hviletid og 11 timers reglen.
Er du ansat som værkfører, formand eller er direkte leder og har kontakt med dine ansatte, er du omfattet af de almindelige regler om daglig hvileperiode, idet du ikke bliver betragtet som en overordnet i dette scenarie.
Få hjælp af Ase
Som medlem kan du kontakte os, hvis du er i tvivl om noget i forhold til 11-timers reglen, eller du har spørgsmål vedrørende en specifik situation. Regler og rettigheder kan være svære at finde rundt i, og vi sidder klar til at hjælpe dig.
Er du ikke medlem af Ase og ønsker vores hjælp og rådgivning, kan du nemt og hurtigt melde dig ind.
Har du spørgsmål til 11-timers reglen?
Som medlem af Ase, kan du altid kan ringe ind og få råd og vejledning, til store og små spørgsmål omkring dit arbejdsliv.
Kontakt os