Efterløn

Mange er berettiget til efterløn og har dermed økonomisk mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligere end pensionsalderen. Hvornår du kan gå på efterløn, afhænger imidlertid af, hvornår du er født – det samme gælder længden på den periode, du kan få efterløn. Læs mere om efterløn, regler og varsler her. 

Hvilke betingelser skal jeg opfylde for at gå på efterløn?

For at få efterløn skal du

  • have været medlem af en a-kasse og betalt til efterlønsordningen længe nok. Typisk skal du have indbetalt efterlønsbidrag i mindst 30 år, men det afhænger af, hvornår du er født. Læs, hvad der gælder for dig.
  • have nået din efterlønsalder
  • være berettiget til dagpenge, når du vil gå på efterløn. Du skal opfylde indkomstkravet og kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet den dag, du går på efterløn. Det betyder bl.a., at du ikke må være syg. Har du fået et efterlønsbevis, mens du var rask, kan du dog godt komme på efterløn senere, selvom du er blevet syg.
  • have indberettet værdien af dine pensionsopsparinger til a-kassen
  • have bopæl i Danmark, et andet EØS-land, Schweiz, Grønland eller på Færøerne

Der er undtagelser til reglerne. Er du i tvivl, så kontakt Ase.

 

Indkomstkravet

For at gå på efterløn, skal du opfylde indkomstkravet, der skal opfyldes på baggrund af din arbejdsindkomst inden for de sidste 3 år. Samlet skal du som fuldtidsforsikret have haft en indkomst på mindst 254.328 kr. (2023-tal) indenfor de sidste 3 år. Der kan maksimalt medregnes 21.194 kr. pr. måned (2023-tal). Kun arbejde, der ligger i en periode, hvor du har været medlem af en a-kasse, kan tælle med. Følgende typer af indkomst fra selvstændig virksomhed, freelancearbejde og lønmodtager-arbejde kan medtælles:

  • En personligt drevet virksomheds skattepligtige overskud før renter og andre finansielle poster, som det fremgår af rubrik 111 på Skats årsopgørelse.
  • Ejerandel af overskud i et selskab, hvor man har haft afgørende indflydelse.
  • A-indkomst, udbetalt til ejeren af et selskab, hvor man har haft afgørende indflydelse.
  • A-indkomst fra lønmodtagerarbejde, indberettet til indkomstregistret. Arbejdet skal være udført på normale løn- og ansættelsesvilkår.
  • B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i en virksomheds overskud.
  • Er du med i virksomhedsskatteordningen, er der praksis for, at du kan medtage beløb i rubrik 151 på årsopgørelsen.

Arbejde, hvortil der er knyttet offentligt tilskud, kan ikke indgå i opgørelsen.

 

Hvis du som selvstændig erhvervsdrivende ikke kan opfylde indkomstkravet indenfor 3 år, udvides opgørelsesperioden efter særlige regler til 5 år, hvor kun indkomst fra selvstændig virksomhed kan medtælles. Opfyldes indkomstkravet indenfor 5 år, får det indflydelse på satsberegningen. Se mere i afsnittet om beregning af sats.

Lønmodtagere må fortsat arbejde

Hvis du er i job, behøver du ikke stoppe med at arbejde, fordi du skal på efterløn. Men de arbejdstimer, du har, mens du er på efterløn, medfører fradrag i efterlønnen.

Læs mere om efterløn og arbejde

Selvstændige skal ophøre eller ”nedtrappe”

Du skal som selvstændig erhvervsdrivende kunne dokumentere, at du er endeligt ophørt med din virksomhed. Eller også skal du kunne dokumentere at have ”nedtrappet” arbejdstiden i virksomheden.

Du skal som hovedregel have solgt, afviklet eller bortforpagtet virksomheden. Er der tale om bortforpagtning, skal aftalen normalt være gensidig uopsigelig i resten af efterlønsperioden.

Læs mere om ophørsreglerne

Det er også muligt at få efterløn ved at udtræde af en virksomhed, som du har drevet sammen med din ægtefælle.

Læs mere om mulighederne her

Hvis du vil ”nedtrappe” arbejdet i din virksomhed og samtidig få efterløn, kan du læse mere om det i brochuren:

Læs mere om efterløn samtidig med selvstændig virksomhed

Kontakt os, hvis du er interesseret i at være selvstændig, samtidig med at du er på efterløn.

Efterløn og udland

Hvis du har haft medlemsperioder og/eller arbejdsperioder i udlandet, skal du opfylde nogle særlige regler for at få ret til efterløn.

Når du er på efterløn, er det muligt at tage efterlønnen med til et andet EØS-land.

Læs mere om reglerne for efterløn i forbindelse med udlandsophold

Sådan søger du efterløn

Det første, du skal gøre er at ringe til os på 7013 7013. Sørg for at ringe i god tid, inden du vil på efterløn. Ved samtalen sikrer vi først, at du bliver tilmeldt Ases Digital Post, hvis du ikke er det i forvejen. På denne måde kan vi hurtigt og sikkert få din ansøgning i hus. Ase leder dig igennem ansøgningen og vejleder dig om dine muligheder og pligter. Selve ansøgningen udfyldes af Ase ved samtalen og bagefter sendes den til dig, så du kan læse den igennem og se, at alt er i orden. Måske er det nødvendigt, at du skal finde yderligere dokumentation frem, hvis lovgivningen kræver det. Vi har erfaring for, at denne fremgangsmåde sikrer, at vi kan få alt på plads med det samme uden unødig forsinkelse.

Herefter bekræfter du at oplysningerne på ansøgningen er korrekte. Medsend evt. yderligere dokumentation. Husk, vi skal have ansøgningen senest den dag, du vil på efterløn.

Vi behandler hurtigt din ansøgning om efterløn. Du kan tidligst få en afgørelse fra os den dato, hvor du søger efterløn fra.

Søg efterløn i 4 trin

  1. Ring til os på 70 13 70 13.
  2. Ansøgning udfyldes af os, mens du taler med os i telefonen.
  3. Bekræft, at oplysningerne på ansøgningen er korrekte.
  4. Vi behandler din ansøgning og sender dig et brev.

beregn din efterløn

Som medlem af vores a-kasse kan du vælge at betale efterlønsbidrag og få ret til efterløn.

  • Du kan få op til 236.736 kr. (2023-tal) om året, hvis du går på efterløn. Hvis du udskyder eller undlader at gå på efterløn, kan du optjene en skattefri præmie på op til 170.448 kr. (2023-tal).
  • Hvis du er født i 1955 eller før, kan du med fordel læse brochuren ”Værd at vide om efterløn
  • Hvis du er født i 1956 eller senere, kan du med fordel læse brochuren ”Efterløn - født efter 1955"
  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har lanceret en ny beregner så dig der betaler ind til efterløn, kan få et klarere billede af hvad du kan forvente.

beregn din efterløn