Efterløn og arbejde

Er du lønmodtager, behøver du ikke at holde op med at arbejde, fordi du går på efterløn. Du kan have lønmodtagerarbejde uden begrænsning. Arbejdstimerne trækkes dog fra i din efterløn. Du må endvidere ikke have lønmodtagerarbejde i din ægtefælles virksomhed eller i en virksomhed, som du selv eller din ægtefælle har bortforpagtet. Læs mere om betingelserne nedenfor.

Sådan fratrækkes arbejdstimerne

Efterløn udbetales med 160,33 timer pr. måned.

Som hovedregel er det antallet af indberettede arbejdstimer, der trækkes fra i din efterløn. Hver gang du arbejder én time, vil vi trække én time i din efterløn. Der findes dog særlige regler om nedsat fradrag ved lav timeløn.

Nedsat fradrag ved lav timeløn

Det skal kunne betale sig at arbejde, mens du er på efterløn, også selvom timelønnen er forholdsvis lav. Derfor er der nogle særlige regler om nedsat fradrag for arbejde til en lav timeløn.

 

Årsgrænse for nedsat fradrag

Du får nedsat fradrag i din efterløn for lønmodtagerarbejde med en timeløn under 268,36 kr. (2023-tal). Det gælder for de første 42.275 kroners lønindtægt i hvert kalenderår (2023-tal).

Al lønindtægt tæller med til de 42.275 kr. – også løn for arbejde med en timeløn, der ligger over 268,63 kr.

Går du på efterløn i løbet af et kalenderår, kan der være en reduktion af de 42.275 kr. i det første år. Der kan også være en reduktion af de 42.275 kr. i det år, hvor du stopper med at få efterløn. For hvert kvartal, hvor du ikke har en eneste dag på efterløn, reduceres de 42.275 kr. nemlig med 10.569 kr.

 

Sådan beregnes dit nedsatte fradrag

Er din gennemsnitlige timeløn i en lønperiode under 268,63 kr., får du fradrag for det antal timer, der fremkommer ved at dividere indtægten med 268,63.

Har du fx i en måned haft indberettet 20 timer med en timeløn på 120 kr., har du tjent 2.400 kr. Efter de almindelige regler skulle du have et fradrag for 20 timer i din efterløn. Men med det nedsatte fradrag får du kun 2.400 : 268,63 = 8,93 timers fradrag. Det kan i dette eksempel betyde op til 1.362 kr. mere i efterløn.

Har du flere arbejdsgivere, bliver din gennemsnitlige timeløn beregnet for hver enkelt indberettet lønperiode hos hver enkelt arbejdsgiver.

Alle tillæg bliver medregnet, når din gennemsnitlige timeløn skal udregnes.

 

Særlige regler ved timeløn under 123,05 kr.

Er timelønnen lavere end 123,05 kr. (2023-tal), skal vi benytte 123,05 kr. som ”timeløn”.

Det gælder både, når vi skal beregne fradraget i din efterløn, og når vi skal opgøre, om du har passeret årsgrænsen på 42.275 kr.

 

Mindsteudbetaling

Har du mere end 128 indberettede arbejdstimer i en måned, får du slet ikke efterløn for den måned. Det gælder også, selvom din timeløn er under 268,63 kr., og du ellers havde mulighed for at få timerne omregnet til nedsat fradrag.

 

Når du har passeret årsgrænsen for nedsat fradrag

Når du i et kalenderår har passeret årsgrænsen for nedsat fradrag, får du i resten af det år fradrag efter de almindelige regler.

Men i det næste kalenderår kan du igen få nedsat fradrag for de første 42.275 kroners lønindtægt. Det gælder for alle år, så længe du er på efterløn. Dog kan de 42.275 kr. være reduceret i det år, hvor du stopper med at få efterløn.

Hvis du får løn for flere arbejdstimer, end du reelt arbejder, er det antallet af de indberettede timer, du får løn for, der skal trækkes fra.

Hvis du i forbindelse med undervisningsarbejde får løn for forberedelsestid, skal forberedelsestiden også trækkes fra.

 

Omregning af ukontrollabelt arbejde

Hvis din arbejdsgiver ikke indberetter timer for det arbejde, du udfører, anses arbejdstiden for at være ukontrollabel. Det kan fx være, hvis du får en nærmere aftalt sum penge for at udføre en bestemt opgave, uden at der er aftalt noget om timeforbrug. Lønnen omregnes derfor til timer, og disse timer trækkes derefter fra din efterløn.

Bliver den løn, du modtager, udbetalt som B-indkomst, skal den altid omregnes.


Omregningen af indtægt til timer sker ved hjælp af en fast omregningssats, som for 2023 udgør 268,63. Har man fx haft en indtægt på 2.000 kr. omregnes indtægten til (2.000 : 268,63 = 7,45 timer, som medfører fradrag i efterlønnen.

 

Mindsteudbetaling

Hvis du i en måned arbejder mere end 145,53 timer, udbetales der slet ikke efterløn for den pågældende måned.

 

Hvis du arbejder i udlandet

Det er muligt at have arbejde som lønmodtager i et andet EØS-land, i Schweiz, Grønland og på Færøerne, mens du er på efterløn. Der gælder de samme regler for fradrag i efterlønnen, som gælder for arbejde i Danmark.

Hvis du får lønmodtagerarbejde i et andet EØS-land, skal du som hovedregel overflyttes til arbejdsløshedsforsikringen i det pågældende land og samtidig udmeldes af din a-kasse. Du vil dog fortsat få efterløn fra a-kassen.

Får du lønmodtagerarbejde i et land uden for EØS-landene, Schweiz, Grønland og Færøerne, kan du som hovedregel ikke få efterløn. Der vil i visse tilfælde være mulighed for at genindtræde i efterlønsordningen, hvis lønmodtagerarbejdet ophører, og du vender tilbage til Danmark.

Kontakt altid din a-kasse, inden du siger “ja” til at arbejde i udlandet.