Hvornår er jeg selvstændig?
Er du lønmodtager eller selvstændig, når du giver dig selv løn? Svaret afhænger af din indflydelse i virksomheden og dit ejerskab af den.
Ejerskab og bestemmende indflydelse i selskab
Du er selvstændig, hvis du har bestemmende indflydelse i det selskab, som du arbejder i. Bestemmende indflydelse har du, hvis du sammen med nærmeste familie har 50 procent eller mere af selskabskapital eller stemmeværdi. Nærmeste familie er din ægtefælle og jeres børn, børnebørn, forældre, bedsteforældre og søskende. Ejer du og din nærmeste familie fx kun 40 % af selskabskapitalen, er du anset for at være lønmodtager – også selvom du måtte være direktør i selskabet.
Yderligere betragtes du som selvstændig hvis du:
- Driver en enkeltmandsvirksomhed
- Er medejer af et interessentskab (I/S)
- Arbejder i et K/S, P/S eller A.m.b.a., hvor du har afgørende indflydelse
- Arbejder i din ægtefælles virksomhed og får en del af overskuddet overført til beskatning. Bemærk: hvis du er ansat i din ægtefælles virksomhed på en skattemæssig lønaftale jfr. Kildeskatteloven, anses du dog for at være lønmodtager.
Hvilken betydning har det, om du er selvstændig eller lønmodtager?
Som selvstændig skal du som udgangspunkt ophøre med virksomheden for at være berettiget til dagpenge. Dette kan dokumenteres på flere måder afhængig af, hvilken virksomhedsform du driver. Som selvstændig pålægges du 3 ugers karens ved ophør. Sidst men ikke mindst gælder der særlige regler for, hvornår du som selvstændig kan tælle din indkomst med til at blive dagpengeberettiget. Det er nemlig først når din årsopgørelse er gyldig, at indtægten i et indkomstår kan indgå til indkomstkrav og beregning af dagpengesats. I modsætning hertil er en lønmodtagers løn gyldig fra den er registreret i Indkomstregistret.
Er du lønmodtager skal du iagttage de almindelige regler om opsigelsesvarsel m.m. Reglerne om selvforskyldt ledighed og karantæne kan bringes i spil – men altså kun, hvis du anses for at være lønmodtager. Husk dette, hvis du fx ejer 30% af det selskab, som du arbejder i, og opfatter dig selv som selvstændig. Da du anses for at være lønmodtager, skal du have det korrekte opsigelsesvarsel, så du ikke kommer i konflikt med reglerne om selvforskyldt ledighed. Bemærk, at hvis du er lønsikret, er du ikke dækket, hvis du anses for selvforskyldt ledig.
Vil du vide mere?
De ovenstående punkter er den korte version. Der er flere betingelser, som vi ikke kommer ind på i denne artikel.
Derfor er du meget velkommen til at kontakte os på 7013 7015, hvis du er i tvivl eller blot vil have gode råd omkring din beskæftigelsesstatus.