Hvordan starter jeg egen virksomhed?
Det hele begynder med den gode idé og drømmen om selv at bestemme over sin tid og arbejde. Derefter skal du have styr på nogle forskellige formaliteter. nedenfor kan du læse mere om, hvad der er vigtigst at sørge for, før du starter din egen virksomhed, og få gode råd og tips til virksomhedsform, forretnignsplan, CVR-nummer, budget, skat og moms mv.
Få det store overblik
Når du starter en virksomhed, kan det virke overvældende med alt det, man skal huske. Det er derfor vigtigt at have et plan og tjekliste over, hvad der skal være styr på. Når du starter en virksomhed, skal du som minimum huske følgende:
En god idé
Før du helliger dit liv som selvstændig med egen virksomhed, bør du afprøve ideen til din virksomhed på familie og venner. På den måde kan du få bekræftet, hvorvidt idéen er god, hvilket kan være med til at indikere, om virksomheden har potentiale eller ej.
Sparring - det gør en stor forskel
Der er ingen, som er verdensmester i alt. Sparring giver anledning til udvikling som kan betyde vækst! Som iværksætter er det vigtigt at erkende, hvilke mangler der måtte være og vurdere, hvordan de bedste løsninger findes. Til det anbefales det at benytte sig af kompetent sparring.
Sparring kan fx være vedrørende:
- Idéudvikling
- Design af produkt
- Forståelse og indsigt i økonomiske og juridiske aspekter
Når du som iværksætter er ny på markedet, skal man suge al den hjælp til sig, som er muligt. Som iværksætter kommer du længst ved at sparre med kompetente personer på det område og marked du gerne vil ind på, da det giver den mest valide feedback.
Forretningsplan
En forretningsplan er, helt kort, en beskrivelse af virksomheden og en plan for, hvordan du vil drive og udvikle den. Når man går med drømmen om at være selvstændig, så fyldes hovedet ofte med kreative ideer og tanker. Sørg for at skrive dem ned og lave delmål, så du kan strukturere dem og skabe et hurtigt og nemt overblik.
Navn og logo
Det er vigtigt at finde et godt navn til din virksomhed. Navnet bør være let at huske og stave til, og det må også gerne relatere sig til den relevante branche. Der er dog ingen formelle krav til virksomhedsnavne – du må bare ikke anvende et navn, som allerede er i brug.
Når du har besluttet dig for navnet på din virksomhed, kan du tjekke, om domænenavnet er ledigt og købe det, før andre gør. Overvej også at få lavet et logo – på den måde får virksomheden også en visuel identitet.
Sådan finder du det rigtige navn til din virksomhed
- Afspejler navnet det image/brand, du ønsker?
- Er det internationalt? – særlig vigtigt, hvis du gerne vil udvide virksomheden til andre lande end Danmark
- Lyder det godt, når du udtaler navnet?
- Hvordan fungerer det på nettet? Prøv at søge på navnet på Google, og se, hvad der dukker op med samme navn
- Sørg for at sikre domænenavnet, når du finder det rigtige navn til din virksomhed
- Husk at undersøge om dit navn er tilgængeligt - det kan gøres her.
Har du overvejet logo og design?
Et logo er det første indtryk en potentiel kunde får af virksomheden. Det kan være godt givet ud at få en professionel til at hjælpe!
- Spørg dit netværk om de har anbefalinger. Husk at du også kan bruge Facebook og LinkedIn til at søge!
- Sørg for at få et overslag på prisen, så du ikke får en grim overraskelse ved afregning
- Husk at logoet skal bruges på tværs af flere kanaler og ofte også både online såvel som offline (fysisk)
Virksomhedsform
Når navnet på din virksomhed er på plads, skal du vælge, hvilken virksomhedsform, du foretrækker – og hvilken, der passer bedst til din virksomhed. Der findes flere forskellige typer virksomheder, og du kan læse mere om, hvilken du bør vælge, her.
CVR-nummer
Hvis du driver virksomhed på hobbyplan og tjener under 50.000,00 kr. om året, behøver du ikke et CVR-nummer. Har du planer om at leve af din virksomhed, skal du have et CVR-nummer, da indtjeningen formentlig vil være mere end 50.000,00 kr. om året.
Det er muligt at oprette et PMV-selskab til din hobby, så du har et CVR-nummer.
Et CVR-nummer er en form for identifikation hos myndighederne og dokumentation for, at din virksomhed er registreret. Det giver mulighed for at kunne fakturere, åbne en erhvervskonto, lave en virksomhedsforsikring, og så giver det information til kunder inden for et bestemt område eller en bestemt industri.
Skat og moms
Alt efter, hvilken virksomhedsform, du vælger, er der forskellige skatteregler, der skal følges. Som virksomhedsejer kan du få fradrag for en lang række udgifter.
Hvis din virksomhed omsætter for mere end 50.000,00 kr. om året, skal virksomheden momsregistreres. Alt efter virksomhedsform betaler du skat en eller flere gange om året.
Læs mere om moms på Ivæksts hjemmeside.
Budget og regnskab
Det er ikke sikkert, at tal og regnskaber hører til blandt dine spidskompetencer, men det er alligevel vigtigt at have styr på budgettet, når du starter din virksomhed. På den måde får du en grundlæggende forståelse af, hvordan du bedst sikrer ind- og udbetalinger i virksomheden og hvor meget du skal omsætte for, før du kan udbetale løn til dig selv.
Du kan selv stå for budget og regnskab, eller du kan udlicitere opgaven. Som medlem af Ase Selvstændig kan du få gratis rådgivning om at starte virksomhed, og Ase kan hjælpe med at lave budgetter.
Relevante forsikringer
Når du starter virksomhed, skal du også have en eller flere forsikringer. Hvilke forsikringer som dækker dine behov, er forskelligt fra virksomhed til virksomhed. Har du brug for en arbejdsforsikring, en brandforsikring eller en ulykke- og sygdomsforsikring? Eller dem alle sammen? Det afhænger bl.a. af branche og virksomhedstype.
Nærmere om valg af forsikringer kan læses her.
Jura
Der kan opstå mange spørgsmål, når du som selvstændig skal ansætte din første medarbejder eller har medarbejdere ansat. I de tilfælde er det en fordel at kende lovgivningen eller have adgang til jurister, der gør.
Ase tilbyder professionel telefonisk rådgivning, hvor du kan få svar på alle de spørgsmål, der vedrører forholdet mellem virksomheden og dens ansatte. Den eneste betingelse for at benytte den telefoniske rådgivning er et medlemskab af HR Jura.
Betaling og fakturering
Når du har en virksomhed, har du forhåbentlig også kunder. Det er naturligt, at kunderne skal betale for de varer eller ydelser, som de modtager. Hvordan kunderne betaler, afhænger af, hvilken type virksomhed du har, og hvad du sælger.
Uanset om du sælger varer i en fysisk butik eller webshop, er det altid en god idé, at dine kunder kan betale med de mest almindelige betalingskort såsom Dankort, Visa-kort og MasterCard. Det kræver en kortterminal, som fås i flere forskellige varianter. En indløsningsaftale, f.eks. med Nets eller MobilePay, er også værd at overveje.
Sælger du ydelser, vil det typisk være nok at sende en faktura til kunderne. Du kan selv lave fakturaen i et tekstdokument eller regneark, eller du kan bruge en af de efterhånden mange online-regnskabstjenester. Hvis du har en bogholder eller revisor tilknyttet din virksomhed, kan vedkommende også hjælpe med at klare afregningen.
Forretningsudvikling - en gratis salgsguide
Uanset hvad, giver det sig selv, at en virksomhed uden kunder ikke er en sund virksomhed. Derfor er det at kunne sælge sin vare en nødvendig forudsætning for at være selvstændig. Og dem, der er gode til at opsøge nye kunder og lukke et salg, er også dem, der klarer sig bedst.