Dagpenge som nyuddannet

Er du nyuddannet og opfylder kravene til dimittender, kan du få dagpenge i op til 12 måneder, mens du søger efter job. Alt efter, hvornår du har meldt dig ind i a-kassen, kan du enten få dagpenge fra din første ledighedsdag eller efter en måned. Husk, at det er gratis at være medlem af a-kassen, mens du er studerende.

Sådan sikrer du din ret til dagpenge

Som nyuddannet har du ret til dagpenge fra din første ledighedsdag efter endt studie, hvis du har været medlem af a-kassen i mindst 1 år ved uddannelses afslutning.  

Ase Dagpenge som nyuddannet studiemedlem

Er du ikke medlem af en a-kasse, eller har du ikke været medlem det seneste år, skal du melde dig ind senest 14 dage efter, du har afsluttet din uddannelse. Hermed kan du få udbetalt dagpenge 1 måned efter afsluttet uddannelse.

Meld dig ind i Ase

Du kan nemt og hurtigt melde dig ind i Ase a-kasse, og det er helt gratis, mens du er studerende.

Som nyuddannet skal du opfylde 6 betingelser for at blive meldt ind.

6 betingelser for at blive meldt ind som nyuddannet

Er du ikke allerede medlem af Ase, skal du opfylde 6 betingelser for at blive indmeldt efter de særlige regler for nyuddannede, så du kan sikre dig din dagpengeret. 

1. Indmeldelsesfristen skal overholdes 

Ase skal have modtaget din ansøgning om optagelse senest 14 dage efter, at du har afsluttet din uddannelse. Har vi ikke modtaget din ansøgning inden tidsfristen, kan du ikke få dagpenge efter de særlige regler for nyuddannede — men kun efter de almindelige regler. Ønsker du dagpenge fra din første ledighedsdag, skal du have været medlem af a-kassen i mindst 1 år, før du kan få dagpenge.

2. Uddannelsen skal være afsluttet

Du kan først blive meldt ind, når din uddannelse er afsluttet. Uddannelsen anses for afsluttet, når al studieaktivitet er ophørt, alle karakterer er givet, og eksamen er bestået. Afsluttes uddannelsen med hovedopgave eller speciale, kan uddannelsen anses for afsluttet, når der foreligger en forhåndsgodkendelse fra censor og vejleder. Det er dog en forudsætning, at alle andre karakterer er givet, og at studieaktiviteten er ophørt.

3. Uddannelsen skal være af en vis varighed 

Din uddannelse skal som fuldtidsstudium samlet set være normeret til mindst 18 måneder. Du kan optages i a-kassen på baggrund af uddannelsen, selvom du har gennemført uddannelsen, før der faktisk er gået 18 måneder. Men det er en betingelse, at du har fulgt uddannelsens faste studieplan. Din ret til dagpenge indtræder dog først på det tidspunkt, hvor der rent faktisk er forløbet 18 måneder siden uddannelsens start.

4. Uddannelsen skal være SU-berettiget

Din uddannelse skal som hovedregel give ret til støtte efter Lov om Statens Uddannelsesstøtte. Uddannelsen behøver dog ikke at give ret til SU-støtte, hvis den er gennemført efter Lov om erhvervsgrunduddannelse, Lov om erhvervsuddannelser, Lov om landbrugsuddannelser eller Lov om social- og sundhedsuddannelser og lignende. Kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvorvidt din uddannelse er omfattet af disse love.

5. Uddannelsen skal give en erhvervskompetence

Uddannelsen skal give en erhvervskompetence. Det vil sige, at den skal gøre dig i stand til at varetage særlige arbejdsfunktioner og arbejdsopgaver på arbejdsmarkedet. Du kan derfor ikke blive indmeldt i a-kassen som nyuddannet på baggrund af, at du har taget en studentereksamen, en HH-uddannelse eller andre ligestillede uddannelser. Disse uddannelser giver ikke erhvervskompetence. 

Har du gennemført en erhvervsgrunduddannelse (EGU), kan du blive indmeldt, selvom uddannelsen ikke giver erhvervskompetence. I dette tilfælde skal du dog være fyldt 18 år på indmeldelsestidspunktet.

6. Du skal opfylde bopælskravet 

Du skal have haft bopæl i Danmark umiddelbart før, du begyndte på uddannelsen. Du skal også have bopæl i Danmark inden 14 uger efter uddannelsens afslutning. Men det er ikke nødvendigt, at du har haft bopæl i Danmark under selve uddannelsen. 

Det er ikke et krav, at din uddannelse skal være gennemført i Danmark, men uddannelse i udlandet kan kun give adgang til indmeldelse som nyuddannet, hvis uddannelsen opfylder de samme betingelser, som en dansk uddannelse skal opfylde. De almindelige krav om bopæl gælder også ved udenlandske uddannelser.

Meld dig ind i Ase A-kasse


Sådan søger du dagpenge

Som medlem af a-kassen og ledig nyuddannet er du berettiget til en særlig dimittendsats, som afhænger af din alder og din forsørgerstatus.

Læs mere om dimittendsatsen

Ønsker du at benytte din særlige ret til dagpenge for nyuddannede, skal du følge opfylde 3 krav.

 

1. Ændr din status fra studerende til nyuddannet

Du skal senest 14 dage efter din sidste eksamen ændre din status i a-kassen fra studerende til nyuddannet. Det gør du ved at udfylde 'Erklæring om statusændring' på MitAse.

Det er vigtigt, at du overholder 14-dages fristen for udfyldelse af erklæringen, da du ellers kan miste retten til dagpenge som nyuddannet, og du kan først få dagpenge, når du har været medlem af a-kassen i et år og samtidigt har haft fuldtidsarbejde i mindst ét år.

  • Log ind på MitAse og udfyld 'Erklæring om statusændring'. Erklæringen finder du under menuen 'Andre blanketter' > 'Statusændring til nyuddannet'.
  • Udfyld ansøgningen om dagpenge for nyuddannede på MitAse. Du finder ansøgningen under 'Søg om dagpenge' > 'Nyuddannet eller værnepligtig'.

Selvom du er sikret arbejde efter uddannelsen, er det en god idé at ændre din status til nyuddannet. På den måde slipper du for at skulle opfylde de almindelige indkomst- og anciennitetskrav for at kunne få ret til dagpenge, hvis du skulle blive ledig.

 

2. Tilmeld dig jobcentret

På jobnet.dk skal du gøre 2 ting:

  1. På din første ledighedsdag skal du tilmelde dig jobcentret ved at melde dig ledig på jobnet.dk. Husk, at du tidligst kan få dagpenge fra den dag, hvor du har tilmeldt dig jobcentret.
  2. Du skal oprette et CV på jobnet.dk senest 14 dage efter din tilmelding.
    Dit CV skal godkendes af Ase og være tilgængeligt før, vi kan udbetale dine dagpenge.

 

3. Opfyld sprogkrav/tilknytningskrav

Som dimittend er det en betingelse, at du opfylder et sprogkrav/tilknytningskrav for at få ret til dagpenge.

Sprogkravet betyder, at du skal have bestået Prøve i Dansk 2 eller have gennemført 6. klassetrin i folkeskolen.

Hvis du ikke opfylder sprogkravet, kan du i stedet opfylde et tilknytningskrav ved at have fået indberettet mindst 600 løntimer i 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.

 

Du skal stå til rådighed, mens du får dagpenge

Ønsker du at modtage dagpenge, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder, at du skal:

  • Indtaste dit dagpengekort hver måned.
  • Deltage i møder og aktiviteter fra jobcentret.
  • Være i stand til at påtage dig fuldtidsarbejde som lønmodtager i hele den periode, hvor du modtager dagpenge.
  • Søge fuldtidsarbejde som lønmodtager og være parat til at tage det arbejde, som jobcentret anviser.

Læs mere om, hvordan du står til rådighed, mens du er ledig

 

Selvforskyldt ledighed

Hvis du afslår et arbejde, som jobcentret tilbyder dig, eller hvis du ikke opfylder din jobsøgningspligt, betragtes du som selvforskyldt ledig. I den situation får du som hovedregel en karantæne på 3 uger.

Der kan være gyldige grunde til at afslå et arbejde, men du kan ikke få dagpenge, hvis du ikke kan påtage dig fuldtidsarbejde, fordi du fx skal passe børn eller tage dig af andre familiemedlemmer.

Kontakt os, inden du afslår et arbejde, som jobcentret henviser dig til. Vi kan vurdere, om du skal have karantæne.

Læs mere om selvforskyldt ledighed 

 

Kontakt os

Kontakt os, hvis du har spørgsmål til din dagpengeret, dimittendsatsen eller andet. Vores rådgivere sidder klar til at hjælpe dig.

Vejen til dit første job

Lær at skrive en god ansøgning og et knivskarpt CV. Vi har samlet de bedste råd om alt fra vigtigheden af den målrettede indledning til hvordan du bliver klogere på dine kompetencer.

 

Kom godt i gang med jobsøgningen:

Den gode ansøgning

Det knivskarpe CV

Hvad er dine kompetencer?

Målret indledningen i din ansøgning

Få succes med den uopfordrede ansøgning

Sådan laver du en videoansøgning