Dagpenge

Bliver du ledig, kan du få dagpenge allerede fra første ledighedsdag, hvis du er medlem af a-kassen og opfylder de øvrige betingelser.

Her på siden kan du bl.a. få svar på hvornår du er dagpengeberettiget, hvornår du skal melde dig ledig og hvordan du søger dagpenge. Du kan også få svar på dine spørgsmål om:

Hvordan kan jeg få dagpenge?

Hvis du er lønmodtager skal du

  • have været medlem af en a-kasse uafbrudt i mindst et år
  • være meldt ledig på jobcentret fra din første ledighedsdag
  • have haft en indkomst på mindst 254.328 kr. (2023-tal) inden for de seneste tre år. Du kan maksimalt medregne 21.194 kr. pr. måned (2023-tal). 
    • Arbejdet skal være udført på almindelige løn- og ansættelsesvilkår (typisk overenskomstmæssige vilkår).
    • Arbejdet tæller kun med, hvis det ligger i en periode, hvor du har været medlem af en a-kasse.
    • Er din dagpengeret udløbet, skal du genoptjene retten til dagpenge.
  • stå til rådighed for arbejdsmarkedet

Du kan søge dagpenge, hvis du er blevet fyret eller du selv har sagt op. I begge tilfælde skal du tilmelde dig på jobnet.dk eller møde personligt op på dit lokale jobcenter.

Hvis du er blevet fyret, kan du normalt få dagpenge fra første dag, du er meldt ledig på jobcentret.

Hvis du selv har sagt op, eller du selv er skyld i, at du er blevet fyret, kan du som regel først få dagpenge tre uger efter din første ledige dag, da du er selvforskyldt ledig.

Er du selvstændig? Læs hvordan du får ret til dagpenge

Betingelser i særlige tilfælde

  • Er du nyuddannet, gælder der særlige regler.
  • Er du blevet opsagt, skal din arbejdsgiver typisk betale arbejdsgivergodtgørelse for dine to første ledighedsdage. Du kan derfor ikke få dagpenge for de to dage. Vil din arbejdsgiver ikke betale, kan Ase hjælpe med dig med at inddrive godtgørelsen. Læs mere om g-dage.
  • Har du anmeldt krav om løn til Lønmodtagernes garantifond (LG) fordi din arbejdsgiver er gået konkurs, kan du ikke få dagpenge. Ase har dog mulighed for at yde dig dagpenge som lån, mens din sag behandles. Det kræver dog, at du overdrager dit krav mod LG til Ase, og at du er meldt ledig i jobcentret.
  • Bliver du selvforskyldt ledig to gange indenfor 12 måneder, mister du retten til dagpenge. For at få udbetalt dagpenge igen, skal du have haft ustøttet arbejde i mindst 300 timer inden for en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger eller 276 timer inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14-dagesindberetninger

Brug for mere viden? Læs mere i brochuren:

Dagpenge som lønmodtager

Hvis du søger job i udlandet

Du kan søge dagpenge, selvom du søger job i udlandet.

Du kan altid rejse til udlandet og søge arbejde, hvis du rejser ud og hjem samme dag. Du kan desuden få dagpenge i op til fem dage, hvis du skal til en jobsamtale i udlandet, og du før afrejsen har dokumenteret ansættelsessamtalen samt opholdets varighed hos os og jobcentret. 

Som statsborger i et EU- eller EØS-land har du også mulighed for at få dagpenge i op til tre måneder, hvis du tager til et andet EU- eller EØS-land for at søge arbejde. Det er dog et krav, at du har været ledig i mindst fire uger og at du har ret til dagpenge fra den dag du rejser. Husk at søge tilladelse i god tid inden du tager afsted.

Brug for mere viden? Læs mere i brochuren: Dagpenge, mens du søger job i udlandet

Hvordan søger jeg dagpenge?

1. Meld dig ledig på jobcentret

For at få dagpenge skal du være meldt ledig på jobcentret. Tilmeld dig på jobnet.dk eller mød personligt op på dit lokale jobcenter. 

Tilmeld til Jobnet
Find dit jobcenter

 

2. Opret dit CV på Jobnet.dk

Opret dit CV på jobnet.dk senest to uger efter at du har meldt dig ledig. Dit CV skal være tilgængeligt og godkendt af os, for at vi kan udbetale dagpenge til dig.

Gå til Jobnet

3. Tilmeld dig postkassen på mitase.dk

Log ind på MitAse, og tilmeld dig vores elektroniske postkasse.

 

4. Ansøgning om dagpenge

Hvis du er lønmodtager:

Udfyld din dagpengeansøgning også kaldet ledighedserklæring og send den elektronisk til os på MitAse. Her skal du også vedhæfte din ansættelseskontrakt og evt. din opsigelse.

Se hvilke krav du skal opfylde for at få dagpenge som lønmodtager

 

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende:

Kontakt Ase telefonisk, og så gennemgår vi ansøgningen sammen med dig. Det er bedst, hvis du har dine sidste 3 årsopgørelser klar ved samtalen.

 

5. Afvent svar

Når vi har modtaget din ansøgning, ser vi på, om du opfylder betingelserne for at få dagpenge. Vi sender dig en mail via digital post på MitAse med besked om, hvorvidt du kan få dagpenge eller ej.

Hvis din ansøgning om dagpenge er godkendt, og du har tastet dit dagpengekort, vil der som regel være dagpenge på din NemKonto den sidste bankdag i måneden.

Sådan søger du dagpenge

få flere svar

Hvor længe skal man være i arbejde for at få dagpenge?

Er du lønmodtager, skal du i praksis have været i arbejde i mindst et år, før du opfylder kravene og kan få dagpenge.