Supplerende dagpenge
Du kan få supplerende dagpenge, når du har arbejde på mindre end 37 timer om ugen. Det gælder, uanset om du har en fast tilknytning til en arbejdsgiver, eller du er ansat uden faste timer, f.eks. gennem et vikarbureau. Der gælder dog visse betingelser, som du skal opfylde. Læs her, hvilke regler der gælder samt hvor længe du kan få supplerende dagpenge.
Hvilke betingelser skal jeg opfylde for at få supplerende dagpenge?
Du kan modtage supplerende dagpenge, hvis du har mindst 14,8 ledighedstimer på en måned. Det vil sige, at du maks. må have 145,53 arbejdstimer på en måned. Alle former for arbejde, lønnet eller ulønnet, medfører fradrag i dine dagpenge.
Hvis du f.eks. har arbejdet, holdt fri og været syg i sammenlagt 120 timer på en måned, kan du få udbetalt supplerende dagpenge for 40,33 timer. Så længe du kan få udbetalt supplerende dagpenge for minimum 14,8 timer på en måned, får du dem til udbetaling.
Hvis du f.eks. har arbejdet, holdt fri og været syg i sammenlagt 150 timer på en måned, er der kun 10.33 timer op til de 160,33. Det er under den nye udbetalingsgrænse på 14,8 timer pr. måned, hvilket betyder, at du ikke får nogen supplerende dagpenge til udbetaling.
Kontrollabelt arbejde
Hvis din arbejdstid bliver kontrolleret af din arbejdsgiver ved timeaflønning, bliver du modregnet time for time i dine dagpenge.
Ukontrollabelt arbejde
Hvis din arbejdstid ikke kan kontrolleres af din arbejdsgiver, bliver dit fradrag beregnet på baggrund af indtægten fra dit arbejde. Eksempler på ukontrollabelt arbejde er f.eks. provisionslønnet arbejde og opgavebestemt ansættelse.
Øvrige betingelser for at få supplerende dagpenge
- Du skal være medlem af en dansk a-kasse
- Du skal opfylde betingelserne for ret til dagpenge
- Du skal være tilmeldt jobcenteret
Derudover skal du være ledig og have et arbejde på mindre end 37 timer om ugen.
Hvor længe kan jeg få supplerende dagpenge?
Du kan få supplerende dagpenge i 30 uger inden for en periode på 104 uger. Det er kun uger, hvor du får supplerende dagpenge, der tæller med i de 30 uger. Når ugerne er brugt, mister du retten til supplerende dagpenge, men du kan dog modtage dem måneden ud i den pågældende måned.
Hvordan genoptjener jeg retten til supplerende dagpenge?
Du har mulighed for at genoptjene retten til supplerende dagpenge ved at arbejde i et vist omfang inden for 12 sammenhængende måneder:
- Mere end 146 timers arbejde om måneden i hver af 6 måneder som månedslønnet
- Mere end 68 timer i hver af 13 lønperioder på 14 dage som 14-dages lønnet
- Mere end 34 timer i hver af 26 uger som ugelønnet
Du kan også optjene ny ret til supplerende, hvis du inden for et indkomstår har en samlet indtægt opgjort som A- og B-indkomst samt overskud ved selvstændig virksomhed på min. 254.328 kr. (2023 tal). I det pågældende indkomstår er det yderligere en betingelse, at du ikke har modtaget dagpenge.
Denne genoptjening af retten til nye 30 uger med supplerende dagpenge sker løbende, når et af ovenstående krav opfyldes, uanset hvor mange uger du har forbrugt af din nuværende ret.
Hvordan forlænger jeg retten til supplerende dagpenge?
Er din ret til supplerende dagpenge helt opbrugt, og opfylder du ikke kravene til en ny periode på 30 uger, vil der som noget helt nyt være mulighed for at få forlænget retten med op til 12 uger.
Opfyldes ét af følgende forhold indenfor de seneste 12 måneder forud for udløbet af retten til supplerende ydelse, kan du få forlænget retten med 4 uger (højst 3 gange i alt):
- Over 146 løntimer i én månedsindberetning,
- Over 34 løntimer i hver af 4 uge-indberetninger,
- Over 68 løntimer i hver af to 14-dages-indberetninger, eller
- 1 måneds drift af selvstændig virksomhed, hvor du ikke samtidig har modtaget dagpenge.
Det er en betingelse, at virksomheden har været registreret i offentlige registre (CVR) i 6 måneder på tidspunktet for udløb af perioden med ret til supplerede ydelse.
Vil du vide mere om supplerende dagpenge? Læs mere i vejledningen:
Supplerende dagpenge