Opsigelsesvarsel i særlige tilfælde
Der kan være flere situationer, som kan påvirke dit opsigelsesvarsel. Nedenfor er et overblik over tilfælde, som kan påvirke dit opsigelsesvarsel.
Såfremt dit tilfælde ikke fremgår af nedenstående oversigt, så opfordres du til at kontakte Ase for nærmere rådgivning.
Opsigelse sendt i ferieperiode
Hvis du opsiges, mens du holder ferie, og din arbejdsgiver er bekendt med, at du er på ferie, har opsigelsen normalt først virkning fra det tidspunkt, hvor du kommer hjem fra ferie og får mulighed for at læse opsigelsen.
Kontraopsigelse og fratrædelse før opsigevarslets udløb
Hvad er kontraopsigelse?
Hvis din arbejdsgiver ikke vil fritstille dig, kan du som udgangspunkt ikke fratræde din stilling, før opsigelsesvarslets udløb. Du er derfor forpligtet til at stille din arbejdskraft til rådighed i opsigelsesperioden, men du kan vælge at kontraopsige din stilling. Ved en kontraopsigelse anvender du dit eget opsigelsesvarsel, og du kan herved fratræde ved udløbet af dit eget opsigelsesvarsel. I så fald modtager du kun løn indtil udløbet af dit eget opsigelsesvarsel.
Det er vigtigt, at du kun fratræder din stilling inden opsigelsesperiodens udløb, hvis du enten har en aftale med din arbejdsgiver om dette eller har afgivet kontraopsigelse.
Hvis ikke, misligholder du faktisk ansættelsesforholdet, og det giver arbejdsgiveren ret til at bortvise dig (hæve ansættelsesforholdet). Ved en bortvisning stopper din arbejdsgiver med at udbetale løn med øjeblikkelig virkning.
Arbejdsgiveren vil typisk også kunne kræve erstatning for misligholdelse. For funktionærer vil dette oftest være 14 dages løn.
Opsigelsesvarsel i tidsbegrænset stilling
Hvis du er tidsbegrænset ansat, skal du fratræde så snart, at tidsbegrænsningen udløber. Ansættelsesforholdet siges nemlig at være opsagt allerede fra begyndelsen af ansættelsen.
I løbet af ansættelsesperiode kan du som udgangspunkt opsige og opsiges med de samme varsler, som gælder for ikke-tidsbegrænset ansatte.
Der kan opstå en særlig problemstilling, hvis du ved samme arbejdsgiver har haft flere tidsbegrænsede ansættelser efter hinanden. I visse tilfælde kan tidsbegrænsningen tilsidesættes, så ens anciennitet skal regnes fra begyndelsen af ens første ansættelse. Kontakt Ase, hvis du mener, at den situation gør sig gældende for dig – så vil Ases jurister foretage en nærmere vurdering.
Opsigelse inden tiltrædelse
Du har mulighed for at opsige din stilling, før du overhovedet tiltræder den. Opsigelsesvarslet vil dog som udgangspunkt først løbe fra det tidspunkt, hvor du rent faktisk tiltræder. Det vil sige, at du typisk ikke kan slippe for at arbejde i opsigelsesperioden, medmindre andet aftales.
Ud fra tilsvarende principper kan arbejdsgiveren også sige medarbejderen op, inden vedkommende tiltræder stillingen.
Hvis du er omfattet af funktionærloven, og du ikke møder op som aftalt (og ikke har en aftale med din arbejdsgiver om andet), kan din arbejdsgiver kræve, at du udreder en erstatning, som normalt svarer til en halv måneds løn. Hvis du ikke er funktionær, kan du risikere at skulle betale erstatning, hvis din arbejdsgiver kan dokumentere et tab.
Hvis du fortryder en ansættelse, inden du tiltræder, bør du hurtigst muligt lave en aftale med din kommende arbejdsgiver om at få ansættelsen annulleret. På den måde undgår du både at tiltræde og at betale erstatning.
Opsigelse med længere varsel end det aftale-, lov- og overenskomstmæssige varsel
Din arbejdsgiver kan godt opsige dig med længere varsel end din normale minimumsvarsel.
Du kan også sige op med længere varsel end det normale varsel. I sådanne tilfælde må arbejdsgiveren typisk acceptere at skulle betale løn til medarbejderen i den forlængede opsigelsesperiode. Opsiger du din stilling og giver et længere opsigelsesvarsel end arbejdsgiverens varsel, vil du kunne opleve, at din arbejdsgiver kontraopsiger ansættelsesforholdet, således at arbejdsgiverens opsigelsesvarsel i stedet anvendes.
Opsigelse med for kort varsel – ugyldig?
Hvis du er blevet sagt op med et varsel, som er kortere end det, du har krav på i henhold til funktionærloven/overenskomsten eller den individuelle ansættelseskontrakt, er opsigelsen ikke ugyldig på den baggrund. I disse tilfælde vil opsigelsesvarslet skulle forlænges til det korrekte varsel, og du har ikke krav på at få en ny opsigelse med et nyt varsel.
Hvis du opsiges med for kort varsel, er det vigtigt, at du straks henvender dig til din arbejdsgiver. Her skal du gøre indsigelse mod det for korte opsigelsesvarsel og samtidig stille din arbejdskraft til rådighed i hele den korrekte opsigelsesperiode. Hvis du ikke stiller din arbejdskraft til rådighed, risikerer du at miste retten til det længere opsigelsesvarsel og herved retten til løn i opsigelsesperioden. Kontakt Ase, hvis du mener, at du har fået et for kort opsigelsesvarsel.