5 ting du skal vide om den nye barselsmodel, hvis du er arbejdsgiver

Venter din medarbejder barn efter den 2. august 2022? Så er det en god idé at få styr på de nye barselsregler. Her får du hjælp til at forstå den nye barselsmodel.

Den nye barselsaftale trådte i kraft den 1. juli 2022 med virkning for børn født den 2. august 2022 eller senere. Bliver din medarbejder forælder fra den 2. august eller senere, er han eller hun omfattet af de nye barselsregler. Den nye barselsaftale adskiller sig fra den nuværende ordning ved, at de 48 ugers orlov deles ligeligt mellem forældrene, og at en større del af orloven øremærkes til den ene af forældrene, og derfor ikke kan overdrages.

5 ting du skal vide

  1. Din medarbejder har som udgangspunkt 24 uger efter fødsel, hvor to af ugerne skal afholdes i forbindelse med fødsel.
  2. Din medarbejder har, præcist som i dag, ret til to ugers øremærket orlov i forbindelse med fødslen.
  3. Din medarbejder får yderligere 9 uger øremærket barsel, og de 9 uger skal holdes, inden barnet fylder et år. De øvrige uger, kan din medarbejder som udgangspunkt gemme, men skal afholdes indtil barnet fylder 9 år. Hvis han eller hun ikke holder de øremærkede uger, bortfalder de. Det er ikke muligt at overdrage de øremærkede uger.
  4. De uger, som ikke er øremærket, kan din medarbejder vælge at overdrage til sin partner. Han eller hun kan som udgangspunkt vælge at overdrage 13 uger til sin partner.
  5. Hvis din medarbejder er gravid, skal hun med 3 måneders varsel give dig besked om det forventede fødselstidspunkt og oplyse, om hun ønsker at udnytte retten til fravær før fødslen. Er din medarbejders partner gravid skal medarbejderen meddele dette 4 uger før forventet fødselstidspunkt. 

52 uger med barselsdagpenge

I Danmark kan man holde barselsorlov på flere forskellige måder. Man kan enten bruge al orloven med det samme eller gemme barselsorloven til brug, når barnet er blevet større. Man kan også begynde på arbejde, før man har brugt al orloven og arbejde på nedsat tid i en periode. Er man i en fast stilling, kræver den type fleksibilitet en aftale med arbejdsgiver.

Orloven kan forlænges med 8 uger

Man har ret til at forlænge forældreorloven med 8 uger. Hvis man er i arbejde, kan man dog også vælge at forlænge orloven med op til 14 uger. Det er ikke muligt at forlænge orloven med et andet antal uger end 8 eller 14 uger. Hvis orloven bliver forlænget, er det muligt at ansøge kommunen om, at dagpengene bliver sat ned i orlovsperioden, fordi der maksimalt kan udbetales et beløb, der svarer til dagpenge i 32 uger.

 

Hvornår skal din medarbejder give dig besked?

  1. Din medarbejder skal give dig besked senest 3 måneder før forventet fødsel. Hun skal give dig besked om sin forventet termin og oplyse om, hvornår hun ønsker at påbegynde sin orlov forud for fødslen.
  2. Din medarbejder skal give dig besked om, hvornår hun vender tilbage. Hun skal senest 8 uger efter fødsel give dig besked om, hvornår hun vender tilbage på arbejde. Hvis moren udnytter sin ret til fravær i de første 10 uger efter fødslen, skal hun inden 6 uger efter fødslen informere dig om, hvornår hun vil genoptage arbejdet. Hvis moren overdrager op til 8 ugers barselsorlov til far/medmor for selv at genoptage arbejdet på fuld tid indenfor de første 10 uger efter fødslen, skal hun senest 4 uger før det forventede fødselstidspunkt give dig besked. Hvis mor overdrager op til 8 ugers barselsorlov til far/medmor for at påbegynde forældreorlov indenfor de første 10 uger efter fødslen, skal hun senest 4 uger før det forventede fødselstidspunkt give dig besked.
  3. Din medarbejder skal give dig besked om far/medmors 2 ugers fædreorlov. Faren/medmoren skal senest 4 uger før fædreorlovens begyndelse give dig besked om, hvornår han/hun ønsker at afholde de 2 ugers fædreorlov. Hvis fx faren enten vil holde mere af sin egen orlov i forlængelse af de to uger eller får overdraget orlov fra den anden forælder, som han vil afholde i forlængelse af de to uger, skal han også på dette tidspunkts varsle dig om dette. 
  4. Din medarbejder skal give dig besked om farens/medmorens forældreorlov. Din medarbejder skal, som far/medmor senest 6 uger efter fødslen give dig besked om, hvornår han/hun ønsker at afholde forældreorlov – hvis han/hun ønsker at afholde den.

Læs om alle varslinger her

Særlige regler for soloforældre og LGBT+-familier

For soloforældre og LGBT+-familier vil det fra den 1. januar 2024 desuden blive muligt at overdrage de barselsuger, der ikke er øremærket til hhv. nærtstående familiemedlemmer eller sociale forældre.

LGBT+-familier får mulighed for, at barnets retlige forældre kan overdrage den ikke-øremærkede orlov til sociale forældre. En social forælder har ikke del i det biologiske eller juridiske forældreskab, men har alene en social relation til barnet. Sociale forældre er de personer, som udelukkende tager vare på og drager omsorg for barnet i hverdagen.

Du er en social forælder, hvis en eller flere af følgende beskrivelser passer på dig:

  • Du er gift med en retlig forælder til barnet
  • Du bor sammen med en retlig forælder
  • Du er en kendt donor med en forældrelignende relation til barnet
  • Du er gift med og/eller bor sammen med den kendte donor, der har en forældrelignende relation til barnet

En social forælder kan kun få barsel, hvis en retlig forælder ønsker at overdrage nogle af eller alle sine barselsuger. Sociale forældre, der får overdraget barsel fra retlige forældre, skal opfylde de almindelige krav i barselsloven for at få ret til barselsdagpenge (Beskæftigelsesministeret).