Har mit barn krav på ferie fra sit arbejde?

Naturligvis. Når dit barn starter på arbejdsmarkedet, er han eller hun også dækket af Ferieloven. Vilkårene er de samme som for voksne. Der optjenes 12,5% af lønnen, og hvis der er tillæg til arbejdstid eller -opgaver, gælder godtgørelsen også dem.

Som ansat optjener man 2,08 dages ferie om måneden, der kan afholdes allerede i måneden efter, den er optjent.

Hvornår skal ferien holdes?

Ferien optjenes i en periode fra 1. september til 31. august, også kaldet optjeningsåret, og den kan afholdes i denne periode plus fire måneder. Altså til og med udgangen af december. Du skal dog være opmærksom på, at fire uger af ferien skal ligge indenfor optjeningsåret.

Samtidig har dit barn ret til at afholde tre ugers sammenhængende ferie i perioden 1. maj til 30. september. Hvis der er tale om et barn, der er omfattet af undervisningspligten, gælder retten i skolernes sommerferie.

Det er som udgangspunkt arbejdsgiver, der fastsætter ferien. Den skal dog varsles senest tre måneder inden første dag i hovedferien. Restferien skal varsles en måned inden. 

Hvor får vi pengene fra?

Feriepengene skal bestilles via feriepengeinfo.dk, og for ansatte under 15 år findes en særlig blanket, der ikke kræver MitID. Det er også her, det er muligt at se, hvor mange feriepenge, der er optjent.

Selvom dit barn ikke længere arbejder det samme sted, skal feriepengene udbetales til FerieKonto eller en anden godkendt feriekasse.

Medmindre andet er opgivet, vil feriepenge blive udbetalt til barnets NemKonto.

 

Læs mere om ferie

Ring til juridisk hotline

Er du i tvivl om nogle regler eller vilkår kan du som medlem af familiefagforeningen få rådgivning om jeres specifikke situation i forbindelse med ansættelse eller kontrakt i et fritidsjob. Du kan kontakte os alle hverdage - vi sidder klar til at hjælpe dig og dit barn. Vi har åbent mandag-torsdag: kl. 08.00 -17.00 og fredag: kl. 08.00 -16.00.

ring 7013 7021