Knald eller fald - jobsamtalens 10 spørgsmål du SKAL kunne besvare

En jobsamtale er en god anledning til at få styr på sine erfaringer og kompetencer. Har du nogensinde overvejet, hvad du er værd, og hvad du kan tilbyde din kommende arbejdsgiver? En grundig forberedelse kan være altafgørende, så du er klar til at sælge dig selv til din potentielt nye arbejdsgiver.

Indkaldelsen til jobsamtalen er i hus! Du bobler af glæde, men inderst inde sidder du tilbage med en følelse af, at du falder i på de samme spørgsmål om og om igen. Der er mange ting, du skal have styr på inden din jobsamtale. Så for at hjælpe dig lidt på vej, har vi her samlet 10 spørgsmål, som ofte dukker op under jobsamtalen. 

  1. Vil du fortælle lidt mere om dig selv?
    Dette stilles ofte som åbningsspørgsmål i en jobsamtale, men mange bliver alligevel overraskede i situationen, og det er ikke her, du skal fortælle, at du bor med din kæreste Jens i en lejlighed inde i Odense.

    Der er primært tale om et indledende spørgsmål, så det er vigtigt, at man ikke snakker et øre af. Forbered en kort præsentation, hvor du kommer ind på lidt om uddannelse, erfaring, personlighed og mål. Hold dig helst under 2 minutter!

  2. Hvorfor har du søgt dette job?
    Undgå helst sætninger som: “virksomheden virker spændende,” eller “økonomi er en spændende branche”. Fortæl i stedet, hvad du finder attraktivt ved netop denne stilling - er der tale om spændende arbejdsopgaver, gode udviklingsmuligheder eller noget helt tredje?

  3. Hvad er dine styrker?
    Her kan du fremhæve 2-5 faglige og personlige egenskaber, som kan relatere sig til stillingen. Det vil være godt at kunne komme med eksempler på, hvordan du bruger/har brugt egenskaberne.

  4. Hvad er dine svagheder?
    Mange synes ofte, dette er et utrolig svært spørgsmål. Det er vigtigt, man er ærlig omkring sine svagheder, men dette betyder ikke, at du skal tale ned om dig selv. Du kan med fordel vende det om, så det både kan anses som en styrke og svaghed. Et eksempel kunne være: “jeg er som person meget detaljeorienteret og vil derfor gerne lave det så perfekt som muligt. Det betyder dog samtidig, at jeg altid leverer arbejde af høj kvalitet.” Det er dog vigtigt altid at understrege, at du er meget opmærksom på din svaghed, så det ikke går ud over produktiviteten af dit arbejde.

  5. Hvad kan presse dig i dit arbejde?
    Hvad har du tidligere gjort dig af erfaringer i at håndtere pres? Giv eksempler på, hvornår du har følt dig presset og kom gerne ind på, hvordan du håndterede situationen. Fortæl, hvordan du løste sagen samt hvilket resultat, det gav.

  6. Hvordan er du i et samarbejde?
    Arbejdsgiveren vil ofte gerne vide, om du og dine arbejdsmetoder passer ind i et team. Du kan tale om, hvad du anser som godt samarbejde, og hvordan du kan bidrage til en optimal samarbejdssituation. Du kan eventuelt give et eksempel på et samarbejde, som har fungeret rigtig godt og hvilke rolle, du på påtog dig.

  7. Hvordan gør du med prioritering og planlægning af dine opgaver?
    Fortæl, hvordan du danner et overblik over opgaver og deadlines, og at du forventningsafstemmer i samråd med leder eller kolleger. Du kan som et ekstra plus give konkrete eksempler på, hvordan du vælger at prioritere og planlægge opgaver med fx to-do-lister, tidsbudgetter, prioriteringsmatrixer eller lignende.

  8. Hvilke resultater har du tidligere opnået i dit arbejde?
    Du kan her komme ind på, hvilke ansvarsområder du har haft i tidligere jobs samt hvilket udbytte, opgaven gav. Som altid er det godt at kunne give konkrete eksempler på opgaver og resultater.

  9. Hvilke mål har du på lang sigt?
    Vær ærlig omkring din faglige mål, og hvordan de kan hænge sammen med virksomhedens målsætninger. Er du interesseret i en karriere inden for virksomheden, vil det give mening at udtrykke dit ønske om at udvikle dig. Det er ikke forkert at forvente, at en god arbejdsindsats giver nye fremtidsudsigter i jobbet eller virksomheden, da begge parter skal have en følelse af værdi i samarbejdet.

  10. Hvorfor skal vi vælge dig?
    Du vil her sidde med en følelse af, at du allerede har besvaret spørgsmålet på forskellige måder. Det er dog nu, at det er tid til at opsummere, hvordan netop dine kompetencer kan være til gavn for virksomheden. Hvis du har fået et indtryk af, at der er noget, som arbejdsgiveren lægger særlig vægt på, kan du hive dette frem og forklare, hvordan du kan imødekomme behovet.

    Spørgsmålet giver dig samtidig mulighed for at besvare, hvordan du kan løse deres problemer. Fremhæv kompetencer, som kan være gavnlige og unikke for virksomheden. Gå udenom de sædvanlige personlige klicheer, som enhver person kan nævne, og som virksomheden oftest forventer er et minimum. 

 

Vær forberedt på spørgsmål om lønniveau

Selvom løn kan være et ømtåleligt emne for mange, skal du være forberedt på, at det kan komme allerede til den indledende samtale. Du kan forsøge ikke at sætte dig fast på et bestemt beløb, men i stedet spørge efter en lønramme for stillingen. Bliver du udfordret på spørgsmålet og presset til at angive et beløb, skal du ikke udtrykke, at det ikke har betydning for dig. Understreg at jobbet er det vigtigste, men derfor skal du kende din værdi og selvfølgelig ikke sælge dig selv for billigt.

 

Er du i tvivl om, hvilket lønniveau du kan forvente i din branche, kan du prøve Ase lønberegner her

 

Spørgsmål DU kan stille til jobsamtalen

Som en del af forberedelsen, kan du gøre dig nogle tanker om, hvilke spørgsmål du kunne tænke dig besvaret omkring virksomheden, jobbet eller noget tredje. På denne måde kan du få et indtryk af, hvorvidt det egentlig er en stilling for dig, samtidig med at du fremstår velforberedt og nysgerrig over for jobbet. Her er samlet nogle forslag:

  • Hvordan ser en arbejdsdag typisk ud?
  • Hvilke arbejdsopgaver kan man blive stillet over for?
  • Hvad forventer du af mig som medarbejder?
  • Hvad vil være den største udfordring i jobbet?
  • Hvilke udviklingsmuligheder vil der være på sigt?
  • Hvad vil du beskrive kulturen i teamet?
  • Hvordan vil processen foregå her fra?

Læs også hvordan du får en skarpere kompetenceprofil her