Anmeldelse af arbejdsskade
Hvis du har fået en arbejdsskade, er det vigtigt, at den bliver anmeldt så hurtigt som muligt. Er du medlem af Ase Lønmodtager, kan vi hjælpe dig.
Hvordan melder man en arbejdsskade?
Hvis du har mistanke om, at du har fået en arbejdsskade, er det vigtigt at få den dokumenteret så hurtigt som muligt.
- Søg straks læge, hvor du får noteret skadens/sygdommens art og årsag
- Anmod din arbejdsgiver eller læge om at anmelde skaden eller sygdommen til AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring). Alternativt kan Ase Lønmodtager hjælpe dig videre. Din arbejdsgiver har pligt til at anmelde arbejdsulykker, og du har krav på at få en kopi af anmeldelsen
- Hvis du er uenig med indholdet i anmeldelsen, er det vigtigt, at du sender dine kommentarer til AES så hurtigt som muligt. Kontakt Ase Lønmodtager, hvis du har brug for hjælp
- Sørg for løbende at få dokumentation for din skade, f.eks. ved løbende lægekontakt, fysioterapi mv. Husk at få en kopi af din lægejournal eller skadestuerapport som dokumentation
- Kontrollér, at din skade er anmeldt, og at AES har alle de informationer og dokumentationer, der er relevante for at kunne træffe en afgørelse i din sag. Der går sædvanligvis 2-4 uger fra anmeldelsen af en arbejdsskade, før du modtager en kvittering fra AES. Kontakt Ase Lønmodtager, hvis du har brug for yderligere hjælp