Hvilken form for frivilligt arbejde må jeg udføre på dagpenge eller efterløn?

Ase skelner mellem to ting, når vi kigger på dit frivillige arbejde. Vi kigger på om du udfører frivillige aktiviteter eller frivilligt ulønnet arbejde.

Når det drejer sig om frivillige aktiviteter må du arbejde alle de timer du vil, mens du er på dagpenge eller efterløn. Men frivilligt ulønnet arbejde må du kun udføre 10 timer om ugen i gennemsnit i en udbetalingsperiode, mens du er på dagpenge. Er du efterlønsmodtager må du kun udføre frivilligt ulønnet arbejde 15 timer om ugen uden fratræk.

Læs mere her: hvor meget frivilligt arbejde må jeg udføre?

 

Frivilligt ulønnet arbejde

’Frivilligt, ulønnet arbejde’ er en tjans som varetages hos frivillige organisationer og foreninger. Det betyder, at det muligvis kunne udbydes som almindeligt lønarbejde, f.eks. hvis det er en del af organisationens primære drift. Og er det tilfældet, er der grænser for, hvor meget tid du som dagpengemodtager eller efterlønner må bruge på det uden at blive modregnet.

Grænserne er ikke altid så nemme at drage, så det er altid en god idé at kontakte Ase, inden du går i gang med frivilligt arbejde for en forening eller organisation.


Ase frivillig ulønnet arbejde

 

Frivillige aktiviteter

En ’frivillig aktivitet’ er på den anden side en tjans, som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde. Det kan være i regi af en organisation eller en forening, fx at ekspedere i Røde Kors’ lokale genbrugsbutik eller være besøgsven.

’Frivillig aktivitet’ er også alt det, der ligger i helt privat regi, fx at hjælpe naboen med græsset eller indkøbene. 'Frivillige aktiviteter’ er undtaget fra reglerne om begrænsning. Det betyder, at du som efterlønner eller dagpengemodtager kan udføre ’frivillige aktiviteter’ i ubegrænset omfang.

Ase frivillige aktiviteter

 

Hvilken form for frivilligt arbejde må jeg ikke udføre?

Lige så vel som der er frivilligt arbejde som du gerne må udføre, er der også former for frivilligt arbejde som du ikke må udføre. Det gælder al frivilligt arbejde inden for:

  • Kommunen
  • Regionen
  • Staten
  • Private virksomheder

Udfører du frivilligt arbejde for disse institutioner vil du blive trukket i dagpenge eller efterløn.

Derudover er der også særlige typer af frivilligt arbejde i frivillige organisationer, du ikke må udføre. Det gælder opgaver, der kan defineres som primær drift og vedligeholdelse.

Primær drift

Arbejde som sikrer organisationens overordnede, administrative drift. Det kan f.eks. være:

  • Økonomistyring
  • Personaleadministration

Det kan også være opgaver som det offentlige skal udføre, f.eks. udbringning af mad til de ældre.

Du vil ikke blive trukket i dagpenge eller efterløn for at udføre små administrative opgaver, så længe det ikke er mere end 10 timer om ugen når du er på dagpenge, eller 15 timer om ugen når du er på efterløn. Små administrative opgaver kan f.eks. være receptionistopgaver eller revision i mindre foreninger.

 

Vedligeholdelse

Vedligeholdelse er derimod arbejde som garanterer at de fysiske rammer er i orden. Det kan f.eks. være:

  • Arbejde der kræver autorisation
  • Daglig rengøring

Du vil ikke blive trukket i dagpenge eller efterløn for at udføre vedligeholdelsesarbejde i mindre foreninger uden ansatte – Det kan f.eks. være små opgaver som lejlighedsvis rengøring og mindre håndværksopgaver som ikke kræver autorisation.

Læs mere om, hvor du må udføre frivilligt arbejde her

 

Andre offentlige ydelser

Er du på andre offentlige ydelser end dagpenge eller efterløn er der som udgangspunkt ingen begrænsninger i, hvor meget frivilligt arbejde du må udføre. Du skal dog være opmærksom på følgende: 

  • Sygedagpenge: Det frivillige arbejde må ikke forsinke din helbredelse eller stå i vejen for dit samarbejde med kommunen
  • Kontanthjælp: Din frivillige indsats må ikke påvirke din rådighedspligt. Du skal altid kunne starte i et lønnet arbejde og aktivt forsøge at finde det
  • Fleksjob: Kommunen skal altid være indforstået med din frivillige indsats
  • Ressourceforløb: Kommunen kan inddrage dit frivillige arbejde som en faktor i vurderingen af din arbejdsevne
  • Førtidspension: Din frivillige indsats kan i et vist omfang indgå i vurderingen af om du har forbedret din arbejdsevne

Vi anbefaler altid, at du kontakter din sagsbehandler inden du begynder på et frivilligt arbejde.